Hvad gør kunstig intelligens ved os som mennesker og ved det menneskelige i os?
Det begyndte jeg at tænke over efter kunstig intelligens blev introduceret på min arbejdsplads. Kunstig intelligens kommer med et løfte om at effektivisere og optimere ved at overtage de kedelige, redundante og rutineprægede opgaver og dermed frigive tid til det mere værdiskabende, men som Inga Strümke påpeger “er maskinerne begyndt at tilegne sig evner, vi ikke har været vant til, at de har, og de gør det hurtigere og bedre, end vi selv er i stand til” (Strümke 2023, 178).
Kunstig intelligens er en hård konkurrent, og man skal ikke orientere sig i mange medier, før man ser, hvor meget denne teknologi på få år har påvirket os og hvad vi risikerer den gør med os i vores funktion som arbejdere, dvs. hvad vi er frem for hvem, vi er.
Min interesse er, hvad der kan komme til at ske med os som mennesker. Ikke så meget, om vi bliver erstattet, men hvordan teknologien former os, vores tanker, vores måde at være overfor hinanden og i verden på, alt det, der berører vores menneskelighed.
Det har været den røde tråd i de fag, jeg har fulgt, hvor jeg har undersøgt, hvordan kunstig intelligens påvirker mennesket eksistentielt, relationelt og posthumt.
Formålet var at afslutte studiet med en undersøgelse af menneskelighedens vilkår på det fremtidige arbejdsmarked. Fremtiden er allerede landet, og de første konsekvenser ses allerede, særligt, men ikke udelukkende hos de unge årgange og “det handler begribeligvis om tænkning, for et kendetegn ved vor tid er tankeløshed”, formuleret med en sætning lånt fra Hannah Arendts indledning til Menneskets vilkår.
Det er, i min optik, indlysende at bruge Arendt som teori og inspiration, når man vil forstå menneskets og menneskelighedens vilkår i vores samtid. Hun er relevant gennem hendes analyser af tænkning, arbejde, menneskelighed og det “skrøbelige” menneskes påvirkelighed, hun er lige så relevant i dag, som da hun levede, og har fået en fornyet stemme og autoritet i vores tid. Dertil kommer, at hun som person havde sine meningers mod, næsten som om hun trivedes med at være en “paria”, som hun kaldte sig selv, og som en bærer af et
til tider upopulære budskab. Dette passer godt ind i vores tid, hvor der i en organisatorisk kontekst skal mod til at tro mere på menneskets potentiale end på den teknologi, som for tiden sættes på en piedestal, fordi den “kan alt og meget bedre”.
Jeg kan ikke vide, hvad Arendt ville have sagt om kunstig intelligens og al dens virke, men jeg kan lade mig inspirere af hendes tanker. Gennem en lang række publikationer forfægtede hun menneskets ret til frihed med en opfordring til os alle om at passe på den, og det sker gennem villigheden og viljen til at tænke sig om og udfolde tænkningen sammen med andre.
I denne opgave, vil jeg undersøge, hvordan implementering af kunstig intelligens kan true menneskeligheden i en organisation, men også i forhold til om der er et potentiale for at der kan opstå nye muligheder – og hvordan.
Det er her Arendt bliver relevant gennem sine begreber handling og natalitet. Handling som en forudsætning for menneskelighed og natalitet, og natalitet som et menneskeligt udgangspunkt for nye begyndelser. Arendt’s interessefelt var demokrati og politik, og hvordan man kan skabe plads til den demokratiske samtale. Når jeg har valgt at fortolke Arendts begreber ind i en organisatorisk kontekst, skyldes det, at hun beskriver nogle mekanismer, som er genkendelige i de konkrete problemstillinger, som kunstig intelligens bringer med si og det er, det menneskelige aspekt, og hvad man risikere at tabe.
I den demokratiske samtale, som Arendt beskæftiger sig med, risikerer man at miste menneskets frihed. I den organisatoriske sammenhæng risikerer man at gå glip at
menneskets betydning. Disse to er ikke identiske, men de har en parallelitet, på samme måde som der er en parallelitet mellem de nye begyndelser der opstår i menneskelige relationer og den innovation, der opstår i organisationer.
Min tese er, at man Arendt som teoretisk prisme kan etablere en forståelsesramme, som kan hjælpe en organisation til at afveje de mulighedsrum, som følger af kunstig intelligens.
Hverken som individ eller som organisation har man et valg i forhold til at effektivisere gennem kunstig intelligens (det er et vilkår), men man har et valg i forhold til, hvordan man vil forholde sig til menneskets betydning og menneskeligheden i organisationen. Jeg håber, at jeg kan bidrage til at tydeliggøre, hvori valget består og hvilke afvejninger og overvejelser, der kan ligge til grund for de valg, der skal tages.