Dette indlæg er en revideret udgave af en studieopgave til faget “The Ethical Brain” ved teologisk fakultet ved Københavns Universitet (maj 2024). Opbygningen følger den struktur, som var ønsket ved afleveringen med forord, baggrund, afgrænsning og problemformulering.
Kom på forkant af kunstig intelligens; Hvordan naturalisme og det kategoriske imperativ kan bruges til at forstå, håndtere og stå imod relationel Ai.
FORORD
I 1892 blev min mormor født og det er nogenlunde lige så langt tilbage, som mit tankemæssige arvegods går. Jeg har stadig de breve, hvor hun minder mig om at være en god Pige, hjælpe min Moder, bede min Aftenbøn og bevare min Tro på Gud og frem for alt husker jeg stadig de stunder, hvor jeg sad på hendes skød, mens hun læste højt fra H.C. Andersens Eventyr. De fire bind har jeg endnu.
De sort-hvide billeder fra min mormors barndom og ungdom og hendes breve med skriften sirligt på skrå er et vidnesbyrd om den enorme udvikling, der er sket, religiøst, sprogligt, teknologisk og for kvinder. Netop min mormors og min mors muligheder – eller snarere manglen på samme – for at forfølge deres drømme, er i dag drivkraften i min nysgerrighed for kunstig intelligens.
Min mormor drømte om en uddannelse som lærerinde, men endte med at blive gift med en landmand og “servicere andre mennesker hele sit liv”, fik tre børn, to drenge og en pige. Den ene dreng arvede gården, den anden blev jurist og pigen fik efter lange forhandlinger lov til at læse til korrespondent, omend hun hellere ville læse Kierkegaard.
Som 18-årig piccoline på et patentbureau konstaterede jeg, hvordan (de mandlige) ingeniører blev assisteret af deres uundværlige (kvindelige) sekretærer. Ingeniører tænkte store tanker, læste og besluttede, mens sekretærerne rettede, renskrev, passede kalender og post og indimellem også ingeniørens ego.
Mit personlige mål og parameter for succes blev, at en dag ville jeg også have min egen sekretær. Forudsætningen var en kandidatgrad og den fik jeg. Men i stedet for en sekretær fik jeg en computer med al dens mangler.
En dag dukkede kunstig intelligens op med løfter om at være min personlige assistent – dog med et lille aber dabei. For at få mit livslange ønske opfyldt, skulle der falde en betaling; ikke i kroner og ører, men ved at give adgang til mine tanker, mine minder, ja hele mit sind; det som i gamle dage blev kaldt for en sjæl.
I dag hvor sjælen er fjernet fra forskningen, fordi alt, hvad der ikke kan måles, alligevel ikke eksisterer og naturalismen, som bygger på forskningen, er den gældende filosofiske retning, ja så burde jeg vel opfatte en sådan byttehandel til min fordel. En personlig assistent, min helt egen privatsekretær i bytte for – ingenting og som man siger på nudansk “What’s not to like”. Men der er nu ganske meget, jeg ikke bryder mig om i den byttehandel og det handler denne opgave bl.a. om.
BAGGRUND
Siden ChatGPT blev officielt præsenteret i sommeren 2021, er kunstig intelligens (AI) blevet den nye teknologi alle kan, skal, bør og vil forholde sig til. Virksomhederne, der ejer infrastrukturen bag de enorme datacentre har markant øget deres aktieværdi. Nye applikationer med kunstig intelligens lanceres hurtigere end man kan nå at downloade den sidste.
Der er ikke det problem, som kunstig intelligens ikke har potentiale til at løse eller det skrækscenarie, der kan kolporteres. I den ene ende af spektret loves løsninger på globale problemer som forurening, sult og sygdomme. I den anden ende truer manipulation, snyd og bedrag, demokratiets endeligt og autonome systemer, der overtager menneskets plads som øverst i det evolutionære hieraki.
Kunstig intelligens er lige så hypet som internettet var ved årtusindeskiftet; et upræcist og bredspektret begreb, der bruges for at tiltrække opmærksom, italesætte fremskridt og få de fleste til at føle sig bagud. Det sidste er nok lige så meget realitet som en følelse. Det er som om denne teknologi hele tiden er et hestehoved foran; det være sig regulering, lovgivning, omtanke og sund fornuft.
De sidste 30 års erfaring med digitale teknologier viser, at produkterne tages i brug før forståelsen af konsekvenserne, at dybden og alvoren af konsekvenserne er vanskelige at forudse og at lovgivning og regulering halter bagefter. Mobile digitale enheder har transformeret infrastruktur, skabt nye globale forretninger, ændret jobmarkedet, og frem for alt påvirket menneskers adfærd og trivsel. På tværs af faggrupper, deler skolelærere, psykologer, læger og politikere samt de mere samvittighedsfulde teknologi-professionelle deres bekymringer over børns og unges brug af sociale medier og kalder den intensive brug af skærme i skolen for et uheldigt eksperiment.
Det man, vi, de fleste overså var, at dem, der designer enhederne ikke delte den samme omsorg for andres børn, som de havde omsorg for at skabe en evighedsmaskine for underhold, fastholdelse og dataindsamling, der igen kunne finpudse den viden, der skulle til for at forstærke tiltræknings- og fastholdelseskraften for hvert enkelt individ gennem personificerede algoritmer. Alt, hvad vi kender og forstår omkring digitaliseringens udfordringer for privatlivet, om markedskræfterne samt tech-giganternes monopoler og magt har været opvarmning til det, der nu følger med kunstig intelligens. Denne teknologi er ulig alle tidligere, fordi den bevæger sig ind på et område der har været unikt for mennesket; vores hjerne.
Ifølge neurovidenskaben, vor tids erstatning for tidligere tiders religion, er hjernen centeret for vores sind – eller rettere er vores sind, og alt andet lige betyder det, at kunstig intelligens er en teknologi, der er ved at nedbryde det sidste bolværk for mit personlige, private territorie; mine tanker, mine følelser, mit sind og dermed mit liv.
Derfor fortjener kunstig intelligens og hvordan det påvirker os, som mennesker at blive behandlet ikke bare i en kommerciel, politisk eller aktivistisk kontekst, men også i etisk og dermed filosofisk.
FORMÅL OG MÅL
Formålet med opgaven er at undersøge og diskutere de etiske problemstillinger, der følger med kunstig intelligens designet til at påvirke menneskers følelser.
Jeg vil forsøge at give en klarere forståelse af AI’s potentielle påvirkning og dermed bidrage til en informeret diskussion om de etiske rammer og retningslinjer, der bør overvejes i ved anvendelsen af en sådan teknologi.
Mit mål er at skabe en forståelse for, hvad kunstig intelligens kan gøre ved os som mennesker og hvordan filosofiske refleksioner kan give nødvendig forankring og mental robusthed i mødet med den digitale fremtid.
PROBLEMFORMULERING
Relationel Ai er en personificeret kunstig intelligens, der lærer af de interaktioner den har med brugeren og tilpasser sin kommunikation til de præferencer, brugeren har. Formålet er at give brugeren en oplevelse af, at blive hørt, anerkendt og forstået på samme måde som en terapeut lytter og stiller spørgsmål og en ven giver gode råd.
Over tid kan der opstå en følelsesmæssig tilknytning hos mennesket – også når brugeren er bevidst om, at der ikke er tale om et menneske. Vi kan i dag observere, hvordan mobile enheder og digitale platforme har trukket menneskers opmærksom væk fra den virkelige verden og over i den virtuelle. Det er derfor værd at diskutere de fremtidige konsekvenser af relationel Ais tiltrækningskraft.
De spørgsmål jeg vil forsøge at afdække er:
- Hvad er de potentielle konsekvenser af en sådan følelsesmæssig tilknytning for den, der benytter sig af teknologien?
- Hvad sker der med vores forhold til andre mennesker, vores fællesskabsfølelse og ansvar for hinanden?
- Hvad kan naturalismen og filosofien, hver især eller sammen, bidrage med til at forstå og håndtere fremtidens teknologier?
AFGRÆNSNING
Blandt etiske problemstillinger om kunstig intelligens har særligt regulering, privacy og data etik betydning for, hvilken udgave af teknologien, mennesket får i hånden. Denne opgave fokuserer på det enkelte menneskes forhold til og mulighed for at forholde sig til teknologien og tage et standpunkt som menneske og individ.