Om serien og podcasten:
I serien ’Min Dronning’ møder Nynne Bjerre Christensen en række førende danske forskere. Hver især peger de på en kvinde i videnskabshistorien, der har haft særlig indflydelse på deres liv, arbejde og syn på verden. Samtalerne er optaget under Golden Days 2022. I denne podcast interviewes idehistorikeren og professor ved Aarhus universitet
I podcasten diskuteres Arendt’s opfattelse af, hvordan Arendt mener, at den moderne tid har gjort mennesket ensomt, fordi vi har mistet vores tilhørsforhold, som vi fortsat længes efter, og hvordan denne længsel medfører risiko for at være modtagelig for totalitære systemer, den behandler den kritiske reaktion, der fulgte efter hendes bog ‘Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet’ fra hendes tid som reporter fra retssagen mod Eichmann i Jerusalem samt et indblik i Arendt’s syn på, at privatliv og offentlige meninger bør adskilles.
Thorup omtaler den kritik Arendt’s udtryk “ondskabens banalitet” blev mødt med, funderet i, at ingen på det tidspunkt ønskede at betragte ondskab som banalt og Arendt beskriver Eichmann som en embedsmand helt uden passion for sit arbejde, og som ikke mente, han havde gjort noget forkert, idet han jo blot gjorde, hvad han blev sat til. Han fulgte instruktioner fra sine overordnede, som han jo burde. På sin vis tager hun ondskaben ud af Eichmann, han er ikke den personificerede dæmon, men ‘ganske almindelig’. Netop dette fremhæver Arendt viser, at det er tankeløsheden, ansvarsfralæggelsen og manglende selvstændig stillingtagen, der som konsekvens kan føre til onde handlinger, og dermed potentielt noget, der ligger mere eller mindre latent i mennesket. Uden at gå ind i en diskussion her, om argumenterne for og imod eller dykke dybere i bogen, vil jeg her i stedet dvæle ved Thorups personkarakteristik af Arendt. Han siger om Arendt’s reaktion på kritikken, at hun udviser mangel på empati og mangler en psykologisk indlevelsesevne. “Hun har bare ikke nogen særlig stor indlevelsesevne. Hun kan tit lyde enorm kynisk og kold og kølig”. Det får mig til at tænke på, om hvorvidt dette egentlig er af betydning. Altså om Arendt er empatisk eller ej. Og om man overhovedet kan konkludere, om et menneske er empatisk, hvis de fortrinsvis argumenterer sagligt uden at vise følelser. Når jeg ser videoer med Hannah Arendt oplever jeg hende som saglig, nøgtern og med en knastør humor. Men jeg kan ikke sige, om hun er empatisk eller ej, og jeg ved heller ikke, om det er relevant for at forstå hende. Afslutningsvis vil jeg tilføje, at Thorup redegør for Arendt’s tanker, både med forståelse og med en personlig kritik og viden, der gør podcasten værd at lytte til.
Selv blev jeg klogere på, hvad idehistorie er, og på hvilke bøger af Arendt jeg ikke behøver læse og frem for alt, er en samtale mellem to begavede og engagerede mennesker altid værd at lytte til.
Links:
Mikkel Thorup
Podcast: Mikkel Thorup om hvorfor, Arendt bliver ved med både at fascinere og forarge ham.
Eichmann i Jerusalem; Gyldendals forlag – Kan lånes på biblioteket og e-reolen
Günther Gaus interview med Hannah Arendt (1964) – YouTube – fuld længde 1:12 (tysk tale og undertekster)