Om Hannah Arendt; Fra podcastserien “Min dronning”. Med Mikkel Thorup og Nynne Bjerre som vært og interviewer. Linket er indsat nedenfor.
Thorup redegør for hvordan Arendt ser på den moderne tid. Mennesket er blevet ensomt, fordi vi har mistet vores tilhørsforhold, og fordi vi fortsat længes efter det, bliver vi modtagelige for totalitære systemer.
Men Thorup siger også npget om Arendts mangel på empati, som fik mig til at stoppe op. For det er på ingen måde min observation eller opfattelse. Jeg ser i stedet Arendt stringent holde sig til at være så saglig, nøgtern og præcis, som det er hende muligt. Sådan som man som kvinde af hendes tid gjorde (og gør) for at blive taget alvorligt.
Thorup taler om Arendts person og personlighed i forbindelse med den række artikler Arendt i 1961 skrev til tidsskriftet The New Yorker fra og om restssagen mod bureaukraten, embedsmanden og nazisten Adolf Eichmann. Artiklerne blev senere publiceret samlet i ‘Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil’ (‘Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet’).
Arendt beskriver Eichmann som en embedsmand helt uden passion for sit arbejde. Han mente ikke, han havde gjort noget forkert, idet han jo blot gjorde, hvad han blev sat til. Han fulgte instruktioner fra sine overordnede, som han jo burde. På sin vis tager hun dermed ondskaben ud af Eichmann, han er ikke den personificerede dæmon, men ‘ganske almindelig’.
Men det er netop dette, at han frasiger sig ethvert ansvar, og oven i købet insisterer på, at han gjorde det rigtige, der ifølge Arendt viser, at det er tankeløsheden, ansvarsfralæggelsen og manglende selvstændig stillingtagen, der som konsekvens kan føre til onde handlinger. Dermed er det at gøre ondt, potentielt noget, der ligger mere eller mindre latent i mennesket. I alle mennesker.
Efter udgivelsen blev Arendt mødt af kritik fra egne rækker, især fra det jødiske samfund. Thorup omtaler den kritik Arendt’s udtryk “ondskabens banalitet” blev mødt med, var funderet i, at ingen på det tidspunkt ønskede at betragte ondskab som banalt. Det faldt mange for brystet, at hun kaldte den ondskab, som nazi-regimet havde udrettet, særligt gennem henrettelsen af de 6 mio. jøder, for banal.
Arendt holdt stand imod kritikken.
(Egen note: I 1971 skrev hun et essay med titlen “Thinking and Moral Considerations”. Det var en videreudvikling af forelæsninger, hun holdt omkring 1970 og hvor hun indledningsvis refererer til begrebet ondskabens banalitet og netop udgiver dette essay, fordi hun ikke fik forklaret sig godt nok “den gang”.)
Thorups beskrivelse af forløbet efter udgivelsen, særligt hans personkarakteristik af Arendt, fik mig til at studse. Om Arendt’s reaktion på den kritik hun fik, siger han, at hun udviser mangel på empati og psykologisk indlevelsesevne. “Hun har bare ikke nogen særlig stor indlevelsesevne. Hun kan tit lyde enorm kynisk og kold og kølig”, udtaler Thorup.
Det får mig til at tænke på, om hvorvidt dette egentlig er af betydning. Altså om Arendt er empatisk eller ej. Og om man overhovedet kan konkludere, om et menneske, eller rettere en kvinde, er empatisk, hvis hun fortrinsvis argumenterer sagligt uden at vise følelser.
Når jeg ser videoer med Hannah Arendt oplever jeg hende som saglig, nøgtern og med en knastør humor. Men jeg kan ikke sige, om hun er empatisk eller ej, og jeg ved heller ikke, om det er relevant for at forstå hende.
I Gritt Strassenbergers bog “Die Denkerin” beskrives Arendt som et menneske med mange venner, som elsker selskabelighed, diskussioner og holder fast i venskaber over tid. I min egen læsning af brevvekslingen med Martin Heidegger, oplever jeg, at Arendt har empati og i særlig grad indlevelsesevne. Her indfører jeg endnu en note: Arendt var jøde og måtte flygte fra Berlin nogenlunde samtidig med, at Heidegger valgte at melde sig ind i nazi-partiet bl.a. for at styrke hans karriere. Deres veje skiltes og det var Arendt, der efter krigen rakte ud til Heidegger og initierede, at de genoptog deres forbindelse – og brevveksling).
I serien ’Min Dronning’ møder Nynne Bjerre Christensen en række førende danske forskere. Hver især peger de på en kvinde i videnskabshistorien, der har haft særlig indflydelse på deres liv, arbejde og syn på verden. Samtalerne er optaget under Golden Days 2022. I denne podcast interviewes idehistorikeren og professor ved Aarhus universitet
Links:
Mikkel Thorup
Podcast: Mikkel Thorup om hvorfor, Arendt bliver ved med både at fascinere og forarge ham.
Eichmann i Jerusalem; Gyldendals forlag – Kan lånes på biblioteket og e-reolen
Günther Gaus interview med Hannah Arendt (1964) – YouTube – fuld længde 1:12 (tysk tale og undertekster)