I 1964 gav Hannah Arendt et TV-interview på vesttysk TV, hvor hun bliver spurgt om, “hvordan hun som kvindelig filosof finder sig tilpas i en profession med stærk maskulin dominans”, hvortil hun svarer
“Jeg er bange for, jeg bliver nødt til at protestere. Jeg tilhører ikke filosoffernes kreds. … Og jeg tror heller ikke, at jeg bliver accepteret blandt filosofferne, som De så venligt antager. Men for nu at besvare det andet spørgsmål, De stiller: De siger, at filosofi almindeligvis er en mandlig beskæftigelse. Det behøver ikke fortsætte med at være en mandlig beskæftigelse! Men det er helt bestemt muligt, at en kvinde engang bliver filosof!“
Citatet er fra Arendt’s tale til Martin Heideggers 80-års fødselsdag i 1969. Det indeholder et løfte om, at man ved at tænke holder sig ung. I vor tid med det ekstreme fokus på ydre kunstig forskønnelse er det et godt, og billigt, råd, som alle kan følge:
“Det tænkende jeg er uden alder, og det er tænkernes forbandelse og velsignelse, at de, såfremt de kun er virkelige i tænkningen, bliver gamle uden at ældes”.