I faget “The Ethical Brain”, Københavns Universitet omfatter pensum litteratur om hjerne, hjerneforskning – og videnskab (neuroscience) samt den filosofi og etik, der knyttes til. Omdrejningspunktet for forelæsningerne var at tænke over, hvad hjernen er for en størrelse og hvordan man eksisterer med en hjerne, og omvendt, hvordan en hjerne gør eksistens mulig samt hvilke etiske overvejelser, der bør/kan indgå i arbejdet med at måle og veje menneskers hjerne og hjerneaktivitet.
Udgangspunktet for faget er bogen “The Ethical Brain” (1) fra 2005, hvor påstanden er, at vi nu er i stand til objektivt at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. “Human beings have an ethical brain and are capable of making decisions and are conscious of their own choices”.
Faget forsøger at gøre det næsten umulige; nemlig at forene naturvidenskabelige objektive observationer, hvor målet i sig selv er at søge svar med filosofiens overvejelser, der aldrig fører til egentlige svar, men afvejninger af, hvad der er det rigtige at gøre, som jo sjældent, hvis nogensinde, har et endegyldigt svar. Hos de fleste mennesker, råder altid en lille tvivl; gjorde jeg det rigtige? Kunne jeg have gjort noget anderledes? Hvordan kunne jeg have gjort det bedre? Gennem overvejelserne har man potentielt mulighed for at vokse som (åndeligt) menneske. Gennem målinger risikere man at blive reduceret til netop det; et målepunkt, hvor kun det, der kan måles, kan siges at eksistere.
Naturvidenskaben handler om kun at påpege det beviselige, som er, det der kan måles gentagne gange og give det samme resultat. At forstå verden og livet gennem naturvidenskaben er temmelig håndfast. Det som videnskaben (endnu) ikke kan, er at forstå og måle det subjektive; hvordan måler man skyldfølelsen? Hvordan ville man researche objektivt på sjælen?
I filosofien stiller man spørgsmål, man undrer sig, man tænker over tingene, man argumenterer, og selv om filosofferne gennem tiderne refererer til hinanden, har de hver deres filosofiske skabeloner, hvor nogle står særlig tydeligt frem, som f.eks. (for lige at namedroppe et par af de kendte) Aristoteles (2), Kant (3) og Mill (4) men hvor deres forestilling om verden er meget forskellig.
Modsætningerne i faget mødes for når man på den ene side studerer hjernen, må man jo anerkende, at aktiviteter i hjernecentre kan måles og kan give mening, mens der på den anden side følger det med, at så må man jo afvise, alt det, der ikke kan måles og vejes. Som sindet, for hvor sidder det? Eller hvad med sjælen? Kan man overhovedet måle og veje kærlighed og følelser? Hjerneforskeren vil sige, at man kan se aktivitet i et hjernecenter, hvor bestemte følelser “hører hjemme”, den fysiologiske respons kan konstateres, om det så er hjerterytme, svedkirtler, hudens temperatur, stemmens rysten eller øjeæblets iris. Alle disse målepunkter som ethvert digitalt kamera eller mikrofon kan aflæse, afkode, datere og gemme som data. Dette kamera og denne mikrofon bærer vi alle efterhånden med os overalt, men vi aner knap nok, hvornår vi bliver overvåget, eller hvilke informationer, der lagres om os.
Igennem forelæsningerne blev der stillet spørgsmål, hvoraf nogle står nedenfor, så du også får noget at tænke over. Afslutningen på faget var at skrive om et emne, der relaterede til litteraturen, og hvor jeg valgte at skrive om relationel AI, fordi det handler om, hvordan man kan bruge nævnte målepunkter til at påvirke (nogle vil sige manipulere) menneskers adfærd, hvis der ikke er etiske retningslinjer.
Du kan læse introduktionen til min opgave her
SPØRGSMÅL AT TÆNKE OVER som ikke indeholder et endeligt svar
Hvad kommer først; naturvidenskaben eller etikken?
- Skal etik følge videnskaben eller skal etik forme videnskaben?
- Kan en etisk norm udstikker rammer for, hvordan vi lever med vores hjerne+
- Skal vi altid udelukkende lytte til, hvad videnskaben fortæller os eller skal we også forholde os til og tage det med i betragtning, som ikke kan måles?
Hvem er du som menneske; følelser over fornuft eller fornuft før følelser?
- Er du sådan, som du føler du er, eller er du sådan som du får at vide, at du er
Det giver måske anledning til at tænke nærmere over, hvad det egentlig vil sige “at føle noget”, og hvordan man kan vide, at en bestemt følelse er tilstede, og i samme moment, hvorfor det kan være svært “at sætte ord” på sine følelser, eller at svare præcist på spørgsmålet “hvad føler du lige nu?”.
- For hvad er følelser og hvordan opstår de? I det engelske sprog skelner man mellem feelings, emotions og senses og tilsvarende kan man på dansk skelne mellem emotion, føling og sans.
Her kan der være hjælp at hente, særligt, hvis du er orienteret mod naturvidenskaben i Damasio’s The Strange Order of Things (5), særligt kapitel 7 “Affect” og 8 “The Construction of Feelings”.
Årsager til emotioner er ifølge Damasio (a) Livsprocesserne i vores organisme (krop) aka spontane eller homoestatiske følelser, (b) vores emotive respons på lugt, smag, lyd, syn (c) en emotive respons som stammer fra det, der biologisk driver os (som sult, tørst) eller som motiverer os (som lyst og leg), eller de emotioner, der udspringer fra komplekse situationer (dvs. frygt, vrede, misundelse, jalousi og glæde. Ifølge Damasio er følelser kemiske reaktioner i krop og hjerne. Vi elsker, fordi vi er pattedyr og vi som pattedyr har “subcortial brain regions” og “the machinery of affect is responsive for generating emotive responses and, as a result, for influencing behaviours…” Dermed fastslår Damasio også, at beslutninger sjældent er udelukkende rationelle, hvor gerne vi end vil påstå det. Og så er vi tilbage til filosofien og Kant, der opfordrede til at følge sin fornuft og ikke stole på sine følelser. Men kan man overhovedet det? Findes den etiske hjerne eller er der en del af hjernen med et fornuftcenter, som kan træde i kraft, inden man “kommer i sine følelsers vold”, som det hedder med en slet skjult antydning af, at det ikke er et godt sted at være.
NOTER:
1) The Ethical Brain: The Science of Our Moral Dilemmas – A Provocative and Thought-Provoking Exploration of Genetic Design and Humanity by Michael S. Gazzaniga
2) Aristoteles er dydsetikkens fader, hvor de fire dyder er mod, retfærdighed, selvbeherskelse og visdom og “lykken er det højeste gode”, hvor det “at leve vel og handle vel er at være lykkelig”. Der er selvfølgelig meget mere, hvor man kan henvise til Aristoteles, og særligt hans betragtninger af, hvad en ‘ting’ er og nytten af visdom og forstand er værd at dykke ned i, når man vil forstå, hvad kunstig intelligens er og gør ved os.
3) Immanuel Kant er mest citeret for pligtetikken og sit kategoriske imperativ. Alene ordene forklarer en del; der er tale om noget bydende og det er ment helt kategorisk! Hvis du har et moralsk standpunkt, kan du teste dets validitet ved at spørge: “Hvis dette skal gælde for mig, skal det også gælde for alle andre” (og omvendt). I øvrigt sagde Kant også, at man aldrig skulle stole på sine følelser, men på fornuften.
4) John Stuart Mill er kendt for ‘utilatarismen’, der som navnet antyder handler om det, der gavner flest mennesker og så er vi på vej over i nytteetikken. Dernæst for at gå ind for kvinders ret til frihed og lighed, også fødselsbegrænsning, og det endda i midten af 1800-tallet.
6) Damasio, Antonio (2018) The Strange Order of Things – Life, Feeling, and the Making of Cultures. Pantheon Books, New York.
KILDER:
De store tænkere, bind 1: Aristoteles; bind 6: Kant og bind 8: Stuart Mill; 2. udg. 2. oplag (1996); Munksgaard Forlag, København. Genudgivelse af serie oprindeligt udsendt i 1964-71 i Berlingske Filosofi Bibliotek.