Mennesker kan som biologiske væsener ikke overleve uden de to aktiviteter arbejde og fremstilling, men vi kan godt overleve uden den aktivitet, som handling er. Til gengæld kan det menneskelige ikke leve uden handling. For det er gennem handling, at livet får mening og man i det fælles oplever at være menneske.
Ifølge Arendt kan de aktiviteter, der danner basis for vores vilkår som mennesker deles i tre former. Der er de to former, der er nødvendige for at vi kan overleve og leve videre. Handling, som hverken hører til at opretholde livet, eller til at stabilisere verden, er den aktivitet, der gør livet menneskeligt.
Handling skal ikke forveksles med “fra tanke til handling”, for her er handlingen, at vi smører ærmerne op og går i gang med at producere. I Arendt’s forståelse er handling den aktivitet, hvor vi deler vores tanker med hinanden, lytter til andres perspektiv, og derigennem gensidigt åbenbarer os som mennesker for hinanden.
Nogle filosoffer vil placere denne aktivitet i vores åndsliv, men Arendt trækker det ned (eller hen) på et mere praktisk niveau. Det er gennem aktiviteten “handling” at vi lærer at forstå hinanden som mennesker, og det er gennem handlingen, at vi kan sikre vores (demokratiske) frihed.
Mennesker kan som biologiske væsener ikke overleve uden de to aktiviteter arbejde og fremstilling, men vi kan godt overleve uden den aktivitet, som handling er. Til gengæld kan det menneskelige ikke leve uden handling. For det er gennem handling, at livet får mening og man i det fælles oplever at være menneske. Dermed siger Arendt også, at et liv helt uden mulighed for handling, er et umenneskeligt liv.
Folk kan sagtens leve uden arbejde, nemlig ved at tvinge andre til at arbejde for sig, og de kan uden videre beslutte sig for blot at forholde sig brugende og nydende til tingenes verden uden selv at føje en eneste nyttig ting til den. Livet som snylter eller slaveejer kan nok kaldes uretfærdigt, men det forbliver dog uomtvisteligt stadig et menneskeliv. Derimod ville et liv uden tale og handling … bogstavelig talt ikke være noget jordisk liv; det ville ikke være et menneskeliv, fordi det ikke blev levet blandt mennesker (Arendt 2023, 191).
Det at være menneske, selve det menneskelige, opstår ved, at vi åbenbarer os for hinanden, gør os synlige og bliver set.
Som mennesker har vi talens brug, og det er netop gennem talen, at man ifølge Arendt åbenbarer sig og afslører, hvem men er som menneske. Vi behøver samtalen med hinanden for at kunne åbenbares som personer. Det er i samværet og gennem samtalen, at vi kommer til syne som mennesker. Vi viser overfor hinanden, hvem vi er og ikke bare hvad vi er. Denne afsløring af “hvem”, dvs. ens autentiske selv, og ikke “hvad”, man er – de egenskaber, evner, talenter og mangler, som man enten fremviser eller forsøger at skjule – er implicit til stede i alt, hvad man siger og gør.
Det er igennem selve handlingen, når mennesker afslører sig for hinanden, at relationen fra det ene menneske til det andet skabes på et fundament af tillid. I det tillidsfulde rum, vil mennesker turde åbne sig for hinanden, mens omvendt, når tilliden forsvinder, vil mennesket være langt mere varsomt, blive tavs og forstille sig.
I ethvert forsøg på at forstille sig, vil “handlingen miste sit særlige præg og blive en præstation på linje med alle andre” og dermed blive meningsløs.
=> Når man anvender en kunstig intelligens til at formulere ord for sig, forstiller man sig og dermed bliver det formulerede meningsløst.
Vævet af relationer og unikke forskelligheder
Handling og tale forbinder sig med hinanden i det Arendt kalder for “vævet af relationer og dets historier”. Selv om der ikke er eller opstår et håndgribeligt produkt eller en genstand (sådan som det gør sig gældende for arbejde og fremstilling), er det, der sker i dette mellemrum, lige så virkeligt, som det der sker i tingsverden. Der er ikke tale om et fysisk aftryk, men der efterlades et indtryk gennem det sagte ord, der som bekendt ikke kan gøres usagt.
Det er egentlig ganske enkelt; vi beriger hinanden som mennesker gennem vores forskellighed, det som Arendt også benævner “pluralitet”.
=> Risikoen ved brugen af kunstig intelligens, er når den langsomt eliminerer forskellighederne.
Gennem tale og handling træder denne unikke forskellighed frem. Herigennem kan menneskene markere sig fra hinanden i stedet for blot at være forskellige; dette er de måder, hvorpå menneskene fremtræder for hinanden som mennesker og ikke blot som fysiske genstande. Til forskel fra den rent kropslige eksistens beror denne fremtrædelse på initiativ, men et initiativ, som ingen kan afstå fra og stadig være menneske. Dette gælder ikke for nogen anden aktivitet i vita activa.
Handling er en uendelig historie (så længe mennesket lever).
Handling kan ikke have et mål eller en afslutning sådan som fremstilling, for vævet af menneskelige relationer “findes overalt, hvor mennesker lever sammen” og af dette væv, vil der hele tiden opstå nye handlinger affødt og udsprunget af tidligere. Menneskets evige diskussionslyst en uundgåelig konsekvens af pluralitet.
Det er på grund af dette altid eksisterende væv af menneskelige relationer, med dets utallige, modstridende viljer og intentioner, at handling næsten aldrig når sit mål; men det er også på grund af dette medium, hvori kun handlingen er virkelig, at den, intenderet eller ej, “skaber” historier med samme naturlighed, som når man gennem produktion fabrikerer håndgribelige ting (Arendt 2023, 198).
Vævet af menneskelige relationer er også det væv, som historien er spundet af. Der kan skabes historier ud fra handling, og hvert menneskeliv har sin egen historie, der først endeligt kan fortælles, når menneskelivet er slut, for så længe et menneske lever, kan handlingen fortsætte i mange retninger.
Men som Arendt også påpeger, at for at kunne huske og gengive historierne, kræves fremstilling: “Det at udrette store gerninger og at sige store ord efterlader ikke noget spor eller produkt, som kan vare længere end det øjeblik, som handlingen eller talen varer” (Ibid., 187).
Først, når den “levende ånd” lever videre i “det døde bogstav”, kan handling gennem fremstillingen gøres mundant og overleveres til senere generationer, som så bringer det døde bogstav til live “når det døde bogstav kommer i berøring med et levende væsen, som er villig til at vække det til live igen” (Ibid., 182). Og således spindes vævet af menneskelige relationer; Arendt har i Menneskets Vilkår vækket Aristoteles tanker til live, og jeg, uden sammenligning i øvrigt, har efter bedste evne vækket Arendt’s tanker til live i mit sind, for så at overføre det til de døde bogstaver, som, når og hvis de læses, igen vækkes til live af den eller dem, der læser med. Dig, f.eks.
=> Kunstig intelligens tilhører ikke den “levende ånds sfære”, den har ikke sin egen stemme eller unikhed. En Ai er ikke født, og har ikke en ny begyndelse. Den kan samle andres ord og klippe-klistre dem sammen på krys og tværs, men tilføre det en selvstændig tanke, formår maskinen ikke.
Læs om værket Menneskets vilkår