
Valg, konsekvenser og scenarier for fremtidens arbejdsliv og organisation
At lykkes kortsigtet beror på at forstå teknologien. At lykkes langsigtet beror på at bevare det væsentligste.
Den kunstige intelligens værdi
Effektivisering, målinger og resultater
Ai skaber kvantificerbar værdi i jobbet. Medarbejderen leverer mere på mindre tid og organisationens samlede formåen øges. 25% mere effektiv. 15% mindre tid. 40% flere opgaver løst. 20% færre arbejdstimer. Tal man kan finde på konsulenthusenes hjemmesider sammen med taglines som “You can with Ai”.
Det er logisk og funktionelt smart, når et Ai-værktøj sætter os fri for alt det besværlige (f.eks. tage referat og sende det ud til mødedeltagere), det rutineprægede (sende afslag til jobsøgere, udsende nyhedsbreve), det logisk fejlagtige (stavning og grammatik).
Der er dog et aber dabei; Skoleelever mister evnen til at kunne selv. Brug af kunstig intelligens påvirker kognitive evner, sproget forfladiges og meningsdannelse ensrettes. At følge beslutninger, der er taget af algoritmer sænker empati og engagement,
Med Ai får man noget, og giver noget igen. Det er derfor klogt at kende - og erkende - effekten af den Ai, der assisterer os i det “besværlige" tankearbejde og med at tage beslutninger, så leverandørernes tag-line ikke bliver et "Ai can without you”.
Det menneskeliges betydning
Tænkning, eksistens og menneskelighed
En organisations sammenhængskraft er båret af relationer mellem mennesker. Alt det, som har betydning for os som mennesker og hvor vi som mennesker synes, vi har betydning, gør en organisation menneskelig.
Men modsat effektivisering, kan sammenhængskraft og værdien (betydningen) af disse relationer ikke måles.
Idet kunstig intelligens forstærker det målbare og formindsker det “umålelige” opstår en udfordring, der er udtrykt ganske præcist i følgende citat fra Maskiner der tænker af Inga Strümke:
At sige, at man skal bruge maskiner til at gøre mennesker mere effektive, til at aflaste os og samtidig hente det bedste frem i os, ... kræver store mængder tilpasning, oplæring og ikke mindst vilje til at tage hånd om de ansatte”
Det er derfor at udvise omhu at identificere, hvor i organisationen mennesker og menneskelighed har (afgørende) betydning.


Filosofi som metode
ARENDT'S PERSPEKTIVER PÅ MENNESKETS VILKÅR ER RELEVANTE OG AKTUELLE I VORES SAMTID
Når jeg fortolker Arendt's begreber ind i en organisatorisk kontekst, skyldes det, at hun beskriver nogle mekanismer, som er genkendelige i de konkrete problemstillinger, som kunstig intelligens bringer med sig: Det menneskelige aspekt og hvad man risikere at tabe:
(Der) er en anden uheldsvanger tildragelse af nyere dato. Det drejer sig om den automatisering, der vil befri menneskeheden fra dens ældste og mest naturlig byrde, nemlig arbejdets byrde og nødvendighedens åg. Vi står over for udsigten til et arbejdssamfund uden arbejde og dermed uden den sidste form for aktivitet, vi har tilbage. Værre kan det næppe gå (Hannah Arendt i Menneskets vilkår).
Arendt forfægtede menneskets ret til frihed med en opfordring til os alle om at passe på den gennem villigheden og viljen til at tænke sig om og udfolde tænkningen sammen med andre.
Når Ai overtager tænkning, mister vi som mennesker evnen til at tænke os om, og havner i hvert vores ekkokamre, hvor vi kun hører stemmer som vores egne, og derfor netop ikke tænker sammen med andre.
Arendt's tænkning som organisationens kompas; Hannah Arendt, alle tiders tænker
Hannah Arendt (1906 - 1975) var en af de største tænkere i sin samtid og med hendes analyser og tanker om arbejdsliv, tænkning og betydningen af fællesskaber giver hun en forståelse, der rækker ind i vores digitale tid.
Arendts tanker og analyser giver både en forståelse for, hvad der kan være på vej til at ske med vores menneskelighed i denne tid, hvor kunstig intelligens tilbyder at overtage vores tankearbejde.
Samtidig kan hendes teorier om handling, pluralitet og natalitet overføres til et kompas for organisationer, der værner om det menneskelige uerstattelige, og som tror på, at innovation skabes af mennesker, ikke maskiner.