I omtalen af kunstig intelligens fokuseres ofte på teknologien og hvad kunstig intelligens er. Hvad en AI kan, hvad den vil komme til at gøre, hvordan den vil ramme. Kunstig intelligens er blevet et subjekt, den der kan og gør noget mens mennesket er blevet den, der sker noget med. På Linkedin læser jeg opslag om, hvad ChatGPT kunne, Claude har skabt, Vibe leverede. Benovelse, forundring, imponerethed og gengangeren “det er smart….”.
I mit (nu tidligere) job hos en hyppigt omtalt og ret kendt pharmavirksomhed, fik vi adgang til CoPilot som de første, og det gav mig anledning til at blive Ai-ambassadør, hvilket i praksis betød, at jeg skulle dele mine erfaringer i hvor effektiv, værktøjerne gjorde mig. På “ingen tid”, kunne man få Ai til at kreere en disposition til en workshop, bygge en powerpoint ud fra en prompt, konvertere til en mail. Eller man kunne invitere en AI med til Teamsmødet, transskribere og dele action points og resumeer til mødedeltagere, før, under og efter mødet. Mails kunne screenes og sorteres og stort set besvares med et par klik og nogle sekunders opmærksomhed. Smart, hurtigt, optimeret, effektivt udført med ligegyldighed fra Ais maskinrum og efterhånden fra promptgiveren (mig).
Jeg talte med mine kolleger om det – om, hvad Ai gør ved os, og det samme dilemma dukkede op. Ja, jeg kan arbejde hurtigere. Nej, jeg synes ikke kvaliteten bliver bedre. Ja, det synes smart. Nej, jeg er ikke rigtig med i det. Ja, jeg lærer at prompte (aka at tale maskinens sprog) og jeg er bekymret. For min egen evne til at tænke mig om, til at reflektere, til at huske. Alt bliver i jagten på optimering og effektivisering, at det jeg gør mister sin betydning for mig. Jeg leverer, men husker ikke, hvad eller hvorfor.
Mine kollegers refleksioner blev mit incitament til at ansøge min leder om at tage en uddannelse indenfor filosofi og jeg fandt frem til en master ved teologisk fakultet. I min ansøgning og begrundelse skrev jeg bl.a.:
I expect to have 10 years left at work. Catching up with new and groundbreaking technologies I leave to my younger colleagues. However, I find my strength and authority is embedded in my age and life experience and therefor taking the ethical and philosophical standpoint will suit me well.
Ai has shortly become the new technology that the company in general and my department (Digital, Data & IT) specifically is experimenting on how to integrate in many processes.
With AI questions on how to manage the ethical responsibility as employee in a pharma company, on the usage of and interaction with AI in the daily work and how to respond to the fast changes to many work scenarios is part of the agenda.
These questions lead to reflections on and involvement of trust, ethics, purpose, meaningfulness and identity – all of which are at core of modern work life.
Outside my work while following the debate in the media around the purpose, use and challenges of AI I sense that is still in the unknown exactly how AI will challenge human identity.
Min uddannelse blev støttet af min arbejdsplads og stor tak til min leder for det!
Udviklingen går stærkt, ganske som forudsagt. Tempoet forårsager “technostress”, en selvforstærkende følelse af altid at være bagud. Det er en af etiske og humanistiske dilemmaer, der opstår.
Når kunstig intelligens er et vilkår i arbejdslivet, får samtalen og overvejelserne om, hvordan – og i hvor høj grad – organisationen ønsker at bevare sin menneskelighed betydning.