I omtalen af kunstig intelligens fokuseres ofte på teknologien og hvad kunstig intelligens er. Hvad en AI kan, hvad den vil komme til at gøre og hvordan den vil ramme. Kunstig intelligens er blevet et subjekt, der kan og gør noget, mens mennesket er blevet den, der bliver gjort noget ved. Om det så er overflødig, arbejdsløs, underlegen, alterneret...
Personligt tror jeg dog på menneskets unikke kvaliteter, sådan som Gry Hasselbalch præsenterer i sin bog Human Power, Hartmut Rosa beskriver i sine bøger om resonans og for den sags skyld også vatikanet i Magnifia humanitas. Mennesket er levende, ånder og har ånd (nogle vil kalde det sjæl) - i hvert fald forstår alle intuitivt, hvad der menes med sjælfuldt og sjælløst. (At sjælen som fænomen ikke eksisterer ud fra en naturvidenskabelig betragtning, idet den ikke kan måles, er en anden sag).
I mit (nu tidligere) job fik vi tidligt i 2023 adgang til Ai-værktøjer og opfordret til at kaste sig ud i det. Jeg blev Ai-ambassadør, hvilket i praksis betød, at jeg skulle indsamle og formidle erfaringer og opfordre kolleger til at prøve selv. På "ingen tid", fik jeg en Ai til at kreere en disposition til en workshop, bygge en powerpoint ud fra en prompt, konvertere det til en mødeindkaldelse - endda på flere sprog. Jeg inkluderede AI i Teams møder, fik taget referat af, hvad vi sagde, og delt action points og resumeer til mødedeltagere, før, under og efter mødet. Mails kunne screenes og sorteres og stort set besvares med et par klik og nogle sekunders opmærksomhed. Smart, hurtigt, optimeret og effektivt udført.
Jeg talte med mine kolleger om det - om, hvad Ai gør ved os, og de samme dilemmaer dukkede op igen og igen.
"Ja, jeg kan arbejde hurtigere”, men "jeg synes ikke kvaliteten bliver bedre (faktisk dårligere)".
"Ja, det synes smart og går hurtigt”, men “det er som om, jeg ikke rigtig selv er med i det".
"Ja, jeg lærer at prompte”, men “nu jeg er bekymret for min måde at tænke og tale på".
Mine kollegers refleksioner blev mit incitament til selv at tænke over, hvad der kan ske over tid. Når forandringerne kommer så hurtigt, usikkerheden følger lige efter - hvad vil det så ikke kunne udvikle sig til over de næste år?
Når kunstig intelligens er et vilkår i arbejdslivet, får organisationens evne til at bevare sin menneskelighed betydning.
Det er her Arendt kommer ind i billedet. Det er selvfølgelig helt legitimt at påpege, at Arendt aldrig interesserede sig for organisationer. For arbejde, som en del af menneskets vilkår, helt bestemt. Men ikke for selve de organisatoriske og ledelsesmæssige udfordringer.
Arendt har udformet en kritik af de moderne vilkår, som mennesket lever under og ikke en kritik af en organisationsmodel. Arendt skrev med den politiske offentlighed i tankerne, og for at forstå, hvordan man kan imødegå totalitarisme og sikre menneskets frihed. Det var friheden, der lå Arendt på sinde som det menneskelige ideal, og vejen hertil fordrer ligeværdighed, frivillig deltagelse samt fravær af instrumentelle mål.
Organisationer er grundlæggende hierarkisk opbyggede, de er formålsstyrede og præget af kontraktuelle, dvs. bundne, relationer, hvilket kan gøre det problematisk at tale om handling i Arendts forstand. Der er tale om to forskellige verdener; den politiske og den funktionelle og Arendt er tydelig omkring, at hun ønsker at adskille handling og frihed fra arbejde og funktionalitet.
Når jeg alligevel argumenterer for Arendts relevans, skyldes det, at jeg genkender de mekanismer, som hun beskriver, der lukker for den demokratiske samtale og dermed bane vejen for populisme og totalitære systemer i de konkrete problemstillinger, som kunstig intelligens bringer med sig. Det er betydningen af det menneskelige aspekt, og hvad man risikerer at miste, hvis det menneskelige går tabt.
Arendt argumenterer for at
"et liv uden tale og handling ville ikke være et menneskeliv”
"Gennem ord og gerning indføjer vi os i den menneskelige verden"
kun der, hvor der er mulighed for at træde frem og udfolde sine argumenter foran og i dialog med andre, er friheden en mulighed.
Arendt kobler dermed menneskelighed til handling i det offentlige og demokratiske rum og i den sammenhæng er det, at vi kan handle som frie mennesker ikke bare relevant, men afgørende
Hvis der lukkes ned for den demokratiske samtale, risikerer man at miste menneskets frihed. I den organisatoriske sammenhæng risikerer man at gå glip at menneskets betydning. Disse to er ikke identiske, men de har en parallelitet.
På samme måde som der er en parallelitet mellem den form for tankeløshed, som Arendt advarer imod, hvor mennesker blot følger systemer, og den føjelighed grænsende til passivitet, der opstår på den moderne arbejdsplads som konsekvens af algoritmiske beslutninger. I begge tilfælde er menneskets evne til selvstændig tænkning reduceret, måske endda helt væk.
Man kan tilsvarende udfordre ideen om, at det er organisationens opgave at sikre den form for menneskelige udfoldelse, der implicit ligger i handling. Set fra et klassisk organisatorisk eller økonomisk perspektiv er kriterier som effektivitet, kompetenceniveau, trivsel og performance langt mere relevante som konkrete og målbare parametre end det abstrakte handlingsbegreb.
Menneskelighed og handling kan ikke kvantificeres, måles eller styres direkte, og organisationer er afhængige af målbarhed, evidens og sammenlignelighed for at kunne ledes og administreres. Effektivitet, performance og resultater kan ikke garanteres gennem handling og uforudsigelighed og der er en risiko for vilkårlighed og uklarhed, når styring baseres på ikke-målbare kriterier. I Organisationer måler man på trivsel, sygefravær, medarbejdertilfredshed og andre umiddelbart mere relevant parametre, og det synes ikke tilsvarende relevant at sikre et mulighedsrum for handling, som ikke tilfører noget af målbar værdi.
Når jeg argumenterer for, at man skal bruge Arendt, handler det ikke om at bruge Arendt til at indføre nye måder at lede en virksomhed på, eller finde flere parametre at måle på, tværtimod.
Derimod vil jeg påpege de gode grunde til at interessere sig for handling og menneskelighed som fænomener, der analyseres og forstås uanset, at der er tale om fænomener, der ikke kan ses med det blotte øje eller måles direkte. Det er jo netop ikke muligt at sige, at organisationens menneskelighed er steget eller faldet med et antal procent, på samme måde som man kan måle på effektivitet og økonomisk resultat. At noget ikke kan måles, betyder dog ikke, at det er irrelevant, men derimod kan det, når målstyring får lov til at dominere, glemmes, overses eller ignoreres. Og det er et tab.
Derfor kan Arendts begreber hjælpe
Det er vanskelige spørgsmål, der følger i hælene på kunstig intelligens, og det er jo også derfor, at der skrives og tales om teknologien i så stort omfang som det sker. Hvordan tager man ens aftale om eksistens, algoritmers sjælløshed og menneskets sårbarhed, samtidig med, at man øsnker at bevare optimisme, tro på fremtiden og vilje til at optimere sig selv og sit arbejde?
Arendts handlingsbegreb gør det muligt at synliggøre konsekvenser af kunstig intelligens, som ikke kan måles eller kvantificeres. At bruge Arendts måde at se verden på, handler netop om at synliggøre det oversete og forholde sig til betydningen af det ikke håndgribelige mellemrum. Det centrale her er, om man accepterer, den grundlæggende præmis for og betydning af handling.
I Arendts forståelse har mennesket altid mulighed for at starte noget nyt. Nye begyndelser kan i en organisatorisk kontekst fortolkes som (oversættes til) innovation og da natalitet så og sige fødes ud af handling og da handlings forudsætninger er pluralitet samt perspektivrig og ærlig dialog, vil alt, der gør handling mulig, også fremme innovation.
Derimod, vil alt det som begrænser handling, gøre det modsatte.
Hartmut Rosa: Resonans; en sociologi om forholdet til verden (2021)