Menneskelighedens vilkår på det fremtidige arbejdsmarked.
Hannah Arendt havde sine meningers mod, næsten som om hun trivedes med at være en "paria", som hun kaldte sig selv, og som en bærer af et til tider upopulære budskab. Dette passer godt ind i vores tid, hvor der i en organisatorisk kontekst skal mod til at tro mere på menneskets potentiale end på den teknologi, som for tiden sættes på en piedestal, fordi den "kan alt og meget bedre".
Fremtidens arbejdsmarked er landet, og de første konsekvenser ses allerede, særligt, men ikke udelukkende hos de unge årgange og, formuleret med en sætning lånt fra Hannah Arendt's indledning til Menneskets vilkår:
"det handler begribeligvis om tænkning, for et kendetegn ved vor tid er tankeløshed",
Det er, i min optik, indlysende at bruge Arendt som teori og inspiration, når man vil forstå menneskets og menneskelighedens vilkår i vores samtid. Hun er relevant gennem hendes analyser af livet, tænkning, arbejde, menneskelighed og det “skrøbelige" menneskes påvirkelighed. Hun er lige så relevant i dag, som da hun levede, og har fået en fornyet stemme og autoritet i vores tid.
Jeg kan ikke vide, hvad Arendt ville have sagt om kunstig intelligens og al dens virke, men jeg kan lade mig inspirere af hendes tanker. Gennem en lang række publikationer forfægtede hun menneskets ret til frihed med en opfordring til os alle om at passe på den, og det sker gennem villigheden og viljen til at tænke sig om og udfolde tænkningen sammen med andre.
Arendt bliver relevant gennem sine begreber handling og natalitet.
Handling som en forudsætning for menneskelighed og natalitet, og natalitet som et menneskeligt udgangspunkt for nye begyndelser. Arendt's interessefelt var demokrati og politik, og hvordan man kan skabe plads til den demokratiske samtale.
Når jeg fortolker Arendt's begreber ind i en organisatorisk kontekst, skyldes det, at hun beskriver nogle mekanismer, som er genkendelige i de konkrete problemstillinger, som kunstig intelligens bringer med sig: Det menneskelige aspekt og hvad man risikere at tabe.
I den demokratiske samtale, som Arendt beskæftiger sig med, risikerer man at miste menneskets frihed.
I den organisatoriske sammenhæng risikerer man at gå glip at menneskets betydning.
Disse to er ikke identiske, men de har en parallelitet, på samme måde som der er en parallelitet mellem de nye begyndelser der opstår i menneskelige relationer og den innovation, der opstår i organisationer.
Min tese er, at man Arendt som teoretisk prisme kan etablere en forståelsesramme, som kan hjælpe en organisation til at afveje de mulighedsrum, som følger af kunstig intelligens.
Hverken som individ eller som organisation har man et valg i forhold til at effektivisere gennem kunstig intelligens (det er et vilkår), men man har et valg i forhold til, hvordan man vil forholde sig til menneskets betydning og menneskeligheden i organisationen.
Arendt's personlige liv er et filmmanuskript værdigt: Som 14-årig læste hun Kant, Kierkegaard og græsk, siden indledte hun som helt ung et forhold til sin noget ældre lærer Martin Heidegger, måtte flygte fra nazismen, levede 17 år som statsløs i New York, indtil hun fik amerikansk statsborgerskab og professorat med forelæsninger og bøger om ondskab, totalitarisme og åndelighed.
KAN ARENDTS TEORI OM HANDLING BRUGES SOM ANALYTISK RAMME I ORGANISATIONER?
Arendt har udformet en kritik af de moderne vilkår, som mennesket lever under og ikke en kritik af en organisationsmodel. Arendt skrev med den politiske offentlighed i tankerne, og for at forstå, hvordan man kan imødegå totalitarisme og sikre menneskets frihed. Det var friheden, der lå Arendt på sinde som det menneskelige ideal, og vejen hertil fordrer ligeværdighed, frivillig deltagelse samt fravær af instrumentelle mål.
Organisationer er grundlæggende hierarkisk opbyggede, de er formålsstyrede og præget af kontraktuelle, dvs. bundne, relationer, hvilket kan gøre det problematisk at tale om handling i Arendts forstand. Der er tale om to forskellige verdener; den politiske og den funktionelle og Arendt er tydelig omkring, at hun ønsker at adskille handling og frihed fra arbejde og funktionalitet.
Når jeg alligevel argumenterer for Arendts relevans, skyldes det, at jeg genkender de mekanismer, som hun beskriver, der lukker for den demokratiske samtale og dermed bane vejen for populisme og totalitære systemer i de konkrete problemstillinger, som kunstig intelligens bringer med sig. Det er betydningen af det menneskelige aspekt, og hvad man risikerer at miste, hvis det menneskelige går tabt.
Arendt argumenterer for at "et liv uden tale og handling ville ikke være et menneskeliv” og "Gennem ord og gerning indføjer vi os i den menneskelige verden" (Arendt 2025, 191) og kun der, hvor der er mulighed for at træde frem og udfolde sine argumenter foran og i dialog med andre, er friheden en mulighed. Arendt kobler dermed menneskelighed til handling i det offentlige og demokratiske rum og i den sammenhæng er det, at vi kan handle som frie mennesker ikke bare relevant, men afgørende
Hvis der lukkes ned for den demokratiske samtale, risikerer man at miste menneskets frihed. I den organisatoriske sammenhæng risikerer man at gå glip at menneskets betydning. Disse to er ikke identiske, men de har en parallelitet. På samme måde som der er en parallelitet mellem den form for tankeløshed, som Arendt advarer imod, hvor mennesker blot følger systemer, og den føjelighed grænsende til passivitet, der opstår på den moderne arbejdsplads som konsekvens af algoritmiske beslutninger. I begge tilfælde er mennesket med reduceret evne til, eller i værste fald uden, selvstændig tænkning.
Man kan tilsvarende udfordre ideen om, at det er organisationens opgave at sikre den form for menneskelige udfoldelse, der implicit ligger i handling. Set fra et klassisk organisatorisk eller økonomisk perspektiv er kriterier som effektivitet, kompetenceniveau, trivsel og performance langt mere relevante som konkrete og målbare parametre end det abstrakte handlingsbegreb.
Menneskelighed og handling kan ikke kvantificeres, måles eller styres direkte, og organisationer er afhængige af målbarhed, evidens og sammenlignelighed for at kunne ledes og administreres. Effektivitet, performance og resultater kan ikke garanteres gennem handling og uforudsigelighed og der er en risiko for vilkårlighed og uklarhed, når styring baseres på ikke-målbare kriterier. I Organisationer måler man på trivsel, sygefravær, medarbejdertilfredshed og andre umiddelbart mere relevant parametre, og det synes ikke tilsvarende relevant at sikre et mulighedsrum for handling, som ikke tilfører noget af målbar værdi.
Når jeg argumenterer for, at man skal bruge Arendt, handler det ikke om at bruge Arendt til at indføre nye måder at lede en virksomhed på, eller finde flere parametre at måle på, tværtimod.
Derimod vil jeg påpege de gode grunde til at interessere sig for handling og menneskelighed som fænomener, der analyseres og forstås uanset, at der er tale om fænomener, der ikke kan ses med det blotte øje eller måles direkte. Det er jo netop ikke muligt at sige, at organisationens menneskelighed er steget eller faldet med et antal procent, på samme måde som man kan måle på effektivitet og økonomisk resultat. At noget ikke kan måles, betyder dog ikke, at det er irrelevant, men derimod kan det, når målstyring får lov til at dominere, glemmes, overses eller ignoreres. Og det er et tab.
Arendts handlingsbegreb gør det muligt at synliggøre konsekvenser af kunstig intelligens, som ikke kan måles eller kvantificeres. At bruge Arendts måde at se verden på, handler netop om at synliggøre det oversete og forholde sig til betydningen af det ikke håndgribelige mellemrum. Det centrale her er, om man accepterer, den grundlæggende præmis for og betydning af handling.
I Arendts forståelse har mennesket altid mulighed for at starte noget nyt. Nye begyndelser kan i en organisatorisk kontekst fortolkes som (oversættes til) innovation og da natalitet så og sige fødes ud af handling og da handlings forudsætninger er pluralitet samt perspektivrig og ærlig dialog, vil alt, der gør handling mulig, også fremme innovation.