Hvad kommer først? Naturvidenskab eller etik?
- Skal etik følge videnskaben eller skal etik forme videnskaben?
- Kan en etisk norm udstikker rammer for, hvordan vi lever med vores hjerne?
- Skal vi altid udelukkende lytte til, hvad videnskaben fortæller os eller skal we også forholde os til og tage det med i betragtning, som ikke kan måles?
I faget “The Ethical Brain” var omdrejningspunktet for forelæsningerne
- hvad er hjernen for en størrelse og hvordan man eksisterer med en hjerne
- hvordan gør en hjerne eksistens mulig
- hvilke etiske overvejelser, der bør/kan indgå i arbejdet med at måle og veje menneskers hjerne og hjerneaktivitet
Findes den etiske hjerne eller er der en del af hjernen, der har et fornuftcenter, som kan træde i kraft, inden man “kommer i sine følelsers vold”, som det hedder med en slet skjult antydning af, at det ikke er et godt sted at være?
Udgangspunktet for faget er bogen “The Ethical Brain” (1) fra 2005, hvor påstanden er, at vi nu er i stand til objektivt at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert.
“Human beings have an ethical brain and are capable of making decisions and are conscious of their own choices“.
Fagets sigte er at forene naturvidenskabelige objektive observationer med filosofiens overvejelser, som har en iboende selvmodsigelse. For målet for naturvidenskaben er at søge svar. Hvorimod filosofien aldrig fører til endegyldige svar, men afvejninger af, hvad der er det rigtige at gøre. Hos de fleste mennesker, råder altid en lille tvivl; gjorde jeg det rigtige? Kunne jeg have gjort noget anderledes? Hvordan kunne jeg have gjort det bedre?
Gennem de filosofiske overvejelser har man potentielt mulighed for at vokse som (åndeligt) menneske. Gennem de naturvidenskabelige målinger risikerer man at blive reduceret til netop det; et målepunkt, hvor kun det, der kan måles, kan siges at eksistere.
Naturvidenskaben handler om udelukkende at påpege det beviselige, som er, det der kan måles gentagne gange og give det samme resultat. At forstå verden og livet gennem naturvidenskaben er temmelig håndfast. Det som videnskaben (endnu) ikke kan, er at forstå og måle det subjektive; hvordan måler man skyldfølelsen? Hvordan ville man researche objektivt på sjælen? Hvordan måler man menneskelighed?
I filosofien stiller man spørgsmål, man undrer sig, man tænker over tingene, man argumenterer, og selv om filosofferne gennem tiderne refererer til hinanden, har de hver deres filosofiske skabeloner, hvor nogle står særlig tydeligt frem, som f.eks. (for lige at namedroppe et par af de kendte) Aristoteles (2), Kant (3) og Mill (4) men hvor deres forestilling om verden er meget forskellig (hhv. dyd, pligt og nytte).
Modsætningerne i “The Ethical Brain” ” mødes for når man på den ene side studerer hjernen, må man jo anerkende, at aktiviteter i hjernecentre kan måles og kan give mening, mens der på den anden side følger det med, at så må man jo afvise, alt det, der ikke kan måles og vejes. Som sindet, for hvor sidder sindet? Eller hvad med sjælen? Kan man overhovedet måle og veje kærlighed og følelser?
Hjerneforskeren vil sige, at man kan se aktivitet i det hjernecenter, hvor en bestemt følelse “hører hjemme”. Den fysiologiske respons kan konstateres, opfanges og gemmes som data. Om det så er hjerterytme, hudens temperatur, stemmens vibrationer eller bevægelser i øjeæblets iris.
Afslutningen på faget var at skrive om et emne, der relaterede til litteraturen. Jeg skrev om relationel AI, fordi det handler om, hvordan man kan bruge nævnte målepunkter til at påvirke (nogle vil sige manipulere) menneskers adfærd, hvis der ikke er etiske retningslinjer.
Igennem forelæsningerne blev der stillet spørgsmål, hvoraf nogle står nedenfor, så du også får noget at tænke over:
SPØRGSMÅL AT TÆNKE OVER som ikke indeholder et endeligt svar
Hvad kommer først; naturvidenskaben eller etikken?
- Skal etik følge videnskaben eller skal etik forme videnskaben?
- Kan en etisk norm udstikker rammer for, hvordan vi lever med vores hjerne+
- Skal vi altid udelukkende lytte til, hvad videnskaben fortæller os eller skal we også forholde os til og tage det med i betragtning, som ikke kan måles?
Hvem er du som menneske; følelser over fornuft eller fornuft før følelser?
- Er du sådan, som du føler du er, eller er du sådan som du får at vide, at du er?
Det giver måske anledning til at tænke nærmere over, hvad det egentlig vil sige “at føle noget”, og hvordan man kan vide, at en bestemt følelse er tilstede, og i samme moment, hvorfor det kan være svært “at sætte ord” på sine følelser, eller at svare præcist på spørgsmålet “hvad føler du lige nu?”.
- For hvad er følelser og hvordan opstår de?
I det engelske sprog skelner man mellem feelings, emotions og senses og tilsvarende kan man på dansk skelne mellem emotion, føling og sans.
Her kan der være hjælp at hente, særligt, hvis du er orienteret mod naturvidenskaben i Damasio’s The Strange Order of Things (5), særligt kapitel 7 “Affect” og kapitel 8 “The Construction of Feelings“.
- Har mennesket har en fri vilje?
Linjerne kan være hårdt trukket op. På den ene side står biologen, der insisterer på, at alt er biologi, og når mennesket tror, at det har en fri vilje, reagerer vi blot på en lang række af årsager og effekter. (Robert Sapolsky og Determined, A science of Life Without Free Will). På den anden side står filosofien, trossamfund og dem, der er fortalere for, at vi har et åndsliv. Se f.eks. YouTube videoen: Do we have a Free Will Daniell Dennett vs Robert Sapolsky
Årsager til emotioner er ifølge Damasio (6) a) Livsprocesserne i vores organisme (krop) aka spontane eller homoestatiske følelser, b) vores emotive respons på lugt, smag, lyd, syn (c) en emotive respons som stammer fra det, der biologisk driver os (som sult, tørst) eller som motiverer os (som lyst og leg), eller c) de emotioner, der udspringer fra komplekse situationer (dvs. frygt, vrede, misundelse, jalousi og glæde.
Ifølge Damasio er følelser kemiske reaktioner i krop og hjerne. Vi elsker, fordi vi er pattedyr og vi som pattedyr har “subcortial brain regions” og “the machinery of affect is responsive for generating emotive responses and, as a result, for influencing behaviours…” Dermed fastslår Damasio også, at beslutninger sjældent er udelukkende rationelle, hvor gerne vi end vil påstå det. Og så er vi tilbage til filosofien og Kant, der opfordrede til at følge sin fornuft og ikke stole på sine følelser. Men kan man overhovedet det?
Findes den etiske hjerne eller er der en del af hjernen med et fornuftcenter, som kan træde i kraft, inden man “kommer i sine følelsers vold”, som det hedder med en slet skjult antydning af, at det ikke er et godt sted at være.
NOTER:
1) The Ethical Brain: The Science of Our Moral Dilemmas – A Provocative and Thought-Provoking Exploration of Genetic Design and Humanity by Michael S. Gazzaniga
2) Aristoteles er dydsetikkens fader, hvor de fire dyder er mod, retfærdighed, selvbeherskelse og visdom og “lykken er det højeste gode”, hvor det “at leve vel og handle vel er at være lykkelig”. Der er selvfølgelig meget mere, hvor man kan henvise til Aristoteles, og særligt hans betragtninger af, hvad en ‘ting’ er og nytten af visdom og forstand er værd at dykke ned i, når man vil forstå, hvad kunstig intelligens er og gør ved os.
3) Immanuel Kant er mest citeret for pligtetikken og sit kategoriske imperativ. Alene ordene forklarer en del; der er tale om noget bydende og det er ment helt kategorisk! Hvis du har et moralsk standpunkt, kan du teste dets validitet ved at spørge: “Hvis dette skal gælde for mig, skal det også gælde for alle andre” (og omvendt). I øvrigt sagde Kant også, at man aldrig skulle stole på sine følelser, men på fornuften.
4) John Stuart Mill er kendt for ‘utilatarismen’, der som navnet antyder handler om det, der gavner flest mennesker og så er vi på vej over i nytteetikken. Dernæst for at gå ind for kvinders ret til frihed og lighed, også fødselsbegrænsning, og det endda i midten af 1800-tallet.
6) Damasio, Antonio (2018) The Strange Order of Things – Life, Feeling, and the Making of Cultures. Pantheon Books, New York.
KILDER:
De store tænkere, bind 1: Aristoteles; bind 6: Kant og bind 8: Stuart Mill; 2. udg. 2. oplag (1996); Munksgaard Forlag, København. Genudgivelse af serie oprindeligt udsendt i 1964-71 i Berlingske Filosofi Bibliotek.