I vores tid og vores kultur identificerer vi os med vores arbejde. Vi går på arbejde, vi er på arbejde, vi passer vores arbejde, vi søger arbejde og et hyppigt spørgsmål til mennesker, vi møder første gang er "hvad arbejder du med?". Hvad der helt specifikt menes med vores arbejde, er individuelt, men fælles for det, vi i dag forstår ved arbejde er, at det er lønnet.
Arendt derimod tredeler i henholdsvis arbejde (engelsk: "labour"), fremstilling (engelsk: "work") og handling (engelsk: "action"), idet hun relaterer arbejde til den menneskelige eksistens grundlæggende vilkår; liv, mundanitet og pluralitet samt ud fra arbejdets betingelser, funktion og formål.
Med betegnelsen vita activa ønsker jeg at pege på tre fundamentale former for menneskelig aktivitet, nemlig arbejde, fremstilling og handling. De er fundamentale, fordi hver enkelt af dem svarer til et af de grundlæggende vilkår, som den menneskelige eksistens på Jorden er givet (Arendt 2023, 39).
Arbejde er de aktiviteter, der skal til for at overleve og grundvilkåret for arbejde er derfor livet.
Fremstillings mål er at bringe ting ind i verden, for at give stabilitet og soliditet til både nutid og fremtid. Grundvilkåret er mundanitet, det verdenslige.
Handling er de betragtninger og tanker, der gennem samtale udveksles med andre og grundvilkåret for handling er pluralitet.
I det følgende uddybes hver aktivitet med hovedvægten på handling, idet forståelsen af Arendts handlingsbegreb er central for denne opgave i lige så høj grad, som handling er centralt for Arendt.
Arbejde opretholder livet
Arbejde i Arendts betydning korresponderer til det biologiske livs grundvilkår og er det arbejde, der sikrer livsgrundlaget for overlevelsen;
Arbejde er den aktivitet, der svarer til den biologiske proces i menneskekroppen, hvis spontane vækst, stofskifte og senere forfald næres af livsnødvendige stoffer, som den bestandigt producerer og omdanner under sit arbejde med at opretholde den levende organisme. Arbejde har således selve livet som sit grundvilkår (p. 39 Menneskets vilkår, Arendt 2023).
Arbejdets særlige kendetegn er den cykliske gentagelse, at arbejdet ikke efterlader sig noget spor, idet alt der produceres også forgår.
Det er netop kendetegnende for alt arbejde, at det ikke efterlader sig noget spor, at resultatet af dets møje konsumeres omtrent lige så hurtigt, som anstrengelsen varer. Men hvor futil den end er, opstår denne anstrengelse af stor nødvendighed og motiveres af en langt stærkere drivkraft end noget andet, fordi selve livet afhænger af den (Arendt 2023, 109).
Arendt påpeger at nogle af de aktiviteter, vi udfører som arbejdsopgaver i vores modernearbejdsliv, denne forståelse af arbejde, når den betragtes i den moderne tid, og som hverken er fysiske eller til direkte at holde livsprocesser i gang, alligevel har arbejdets karakter, fordi det enten er gentaget eller fordi, det, der kommer ud af arbejdet, forbruges næsten lige så hurtigt, som det produceres. Dette gælder også for den type af intellektuelt arbejde, der handler om "at holde de forskellige mægtige bureaukratiske maskinerier i gang, hvis processer konsumerer deres egne tjenester og produkter så hurtigt og så nådesløst som livsprocessen selv" (Arendt 2023, 113). Det som vi i vores arbejdsliv refererer til som trædemøllen eller hamsterhjulet.
Fremstilling giver verden holdbarhed
Verdens virkelighed og pålidelighed er afhængig af, at vi skaber noget, der er mere vedvarende end den aktivitet, vi bruger. Fremstilling, der giver stabilitet og bestandighed korresponderer med verden, idet værdien af arbejdet først træder frem, når resultatet, produktet, kan ses i verden. Den menneskeskabte verden består af en "endeløs mangfoldighed af ting", der er fremstillet gennem håndens arbejde. Arendt benævner denne verden som kunstig, idet hun relaterer til den naturlige verden, som var der før mennesket.
Fremstilling tilvejebringer en “kunstig” verden af ting, som er tydeligt forskellig fra alle naturlige omgivelser. Det individuelle liv har hjemme inden for grænserne af denne tingsverden, fordi den er skabt for at overleve og transcendere de naturlige omgivelser. Grundvilkåret for fremstilling er derfor mundanitet (Arendt 2023, 39).
Fremstillings særlige kendetegn er, at den er forudsigelig, lineær med en bestemt begyndelse og slutning samt er reversibel:
Alle ting, som mennesket producerer med sine hænder, kan det ødelægge igen, og ingen brugsgenstand er så uundværlig i livsprocessen, at dens skaber ikke kan overleve eller forestå dens ødelæggelse. Homo faber er vitterligt herre og mester, ikke kun i kraft af at han er eller har gjort sig selv til naturens herre, men også fordi han er herre over sine egne frembringelser (Ibid., 158).
Disse frembragte ting forsvinder ikke ved brug, og derfor "giver de den menneskelige tingsverden den stabilitet og soliditet, som er nødvendig for, at mennesket, dette ustabile og dødelige væsen, kan finde sig til rette i den" (Arendt 2023, 151). Hvert levet liv slutter end dag, men gennem fremstillingen kan vi overlevere til de næste generationer og fremstilling kan derfor give mennesket en oplevelse af en tilnærmet evighed.
Arendt peger på risikoen ved at ophøje homo fabers ideal, så det gælder alt og alle. Det fremstillende menneske ser på verden gennem nytteværdien; kan det bruges? Hun refererer til Platons eksempel om vinden, der forsvinder fra menneskelig erfaring, fordi man ikke længere oplever den som en vind, der er noget i sig selv. Når vinden kun beskrives gennem dens brugsværdi, mister vinden sin egen iboende betydning som det, den er, og hvad vinden engang var, er glemt.
Hvis man lader homo fabers målestokke gælde for den færdige verden på samme måde som de ... gjorde under dens opbygning, så vil homo faber tage alt i brug og betragte det som blotte midler. Mennesket vil da bedømme enhver ting, som om den tilhørte kategorien af chrémata, brugsgenstande, således at vinden for nu at bruge Platons eget eksempel, udelukkende vil blive forstået ud fra menneskets behov for varme eller afkøling og ikke som en selvstændig naturkraft, hvilket naturligvis indebærer, at vinden, forstået som et objektivt givet forhold, i så fald vil forsvinde fra den menneskelige erfaring" (Arendt 2023, 172).
Denne fremstillingens ideal, hvor man udelukkende gør noget for "nogets skyld" og ikke for "nogens skyld" er Arendt kritisk overfor og advarer imod, for "hvis man gør mennesket til alle brugsgenstandes målestok, så tilhører verden mennesket som bruger og ikke som et talende,handlende eller tænkende væsen" (Ibid., 171).
Disse to aktiviteter, arbejde og fremstilling, der til sammen sikrer menneskets tilværelse, er for arbejdes vedkommende cirkulært og må gentages igen og igen uden resultat, mens fremstilling er en lineær proces med vel defineret begyndelse og afslutning og som vi i daglig tale refererer til som håndværk, kunsthåndværk eller kunst. Når man ser bort fra bager, kok, slagter og til dels frisør, som vi kategoriserer som håndværk, sikrer fremstilling, håndens virke, et varende resultat.
Handling gør livet menneskeligt
Hvor arbejde og fremstilling kan foregå i enrum og isoleret, involverer handling altid flere mennesker, og dermed bliver aktiviteten mere kompleks, fordi den involverer alt det, vi som mennesker kan og gør i det offentlige rum; vi kommunikerer med hinanden gennem tale, vi indgår i relationer med hinanden og vi åbenbarer os for hinanden. Hin enkelte bliver i handlingens rum til hin anden.
Til forskel fra andre levende væsener, er mennesker i stand til at udtrykke sig ud over de helt basale behov; vi kan udtrykke os verbalt og er bevidste om, hvem vi er. Vi er ens, og alligevel med hver vores udtryk, og ud fra dette kan handling udfolde sig.
Ved at adskille handling som en aktivitet med sine egne karakteristika, bliver vi gjort opmærksom på det, som man tager for givet og derfor sjældent tænker over, og som med Arendt's kategorisering står lysende klart; alt det, der sker når mennesker interagerer, hvor lidt det kan eller bør styres og hvilken åbenbaring, der ligger i det.
Arbejde og fremstilling har det til fælles, at de kan udføres på egen hånd og i eget selskab, og det er en helt grundlæggende forskel til handling og "handlingsmennesket, der forbliver afhængigt af sine medmennesker".
Handlingens begyndelse opstår spontant og resultatet af handling er uforudsigeligt og uhåndgribeligt og på alle disse væsentlige områder adskiller handling sig fra både arbejde og fremstilling.
Til forskel fra fremstilling kan handling aldrig finde sted i isolation; isolation betyder frarøvelse for muligheden for at handle. Handling og tale kræver andre menneskers tilstedeværelse, på samme måde som fremstilling kræver en omgivende natur med dens materiale samt en verden, hvor den kan anbringe det færdige produkt. Fremstilling er omgivet af en verden, som den konstant er i forbindelse med: Handling og tale er omgivet af og i konstant forbindelse med et helt væv af andre menneskers handlinger og ord (Arendt 2023, 202).
Handling udspiller sig altid i et offentligt rum, hvor mennesker træder frem for hinanden med en udveksling af tanker gennem samtale.
"Den har pluralitet som sit menneskelige grundvilkår, for så vidt som verden ikke er beboet af mennesket, men af mennesker" (Arendt 2023, 39). Som biologiske væsener er vi af natur forskellige, der er ikke to mennesker, der er ens i den genetiske struktur, og det har mennesket tilfælles med alt organisk liv.
... alt organisk liv udviser variation og forskellighed ... Dog er det kun mennesket, der kan give udtryk for denne skelnen og skelne sig selv, ligesom det kun er mennesket, der kan udtrykke sig og ikke blot udtrykke noget – tørst eller sult, hengivenhed, fjendtlighed eller frygt. Hos mennesket bliver den særegenhed, som det har til fælles med alt værende, og den forskellighed, som det har til fælles med alt levende, til dets unikum, og menneskets pluralitet er de unikke væsners paradoksale pluralitet (Arendt 2023, 190).