Det at være menneske, selve det menneskelige, opstår ved, at vi åbenbarer os for hinanden, gør os synlige og bliver set. Der kan kun være tale om aktiviteten ‘handling’, når disse forhold, nærvær og tale, er til stede.
“Mennesker … i det omfang de lever, handler og bevæger sig i denne verden, kan kun erfare mening, så længe de kan tale og gøre sig selv forståelige for hinanden og for sig selv” (Ibid., 35).
Mennesker kan som biologiske væsener ikke overleve uden de to aktiviteter arbejde og fremstilling, men vi kan godt overleve uden den aktivitet, som handling er. Til gengæld kan det menneskelige ikke leve uden handling. For det er gennem handling, at livet får mening og man i det fælles oplever at være menneske. Dermed siger Arendt også, at et liv helt uden mulighed for handling, er et umenneskeligt liv.
Folk kan sagtens leve uden arbejde, nemlig ved at tvinge andre til at arbejde for sig, og de kan uden videre beslutte sig for blot at forholde sig brugende og nydende til tingenes verden uden selv at føje en eneste nyttig ting til den. Livet som snylter eller slaveejer kan nok kaldes uretfærdigt, men det forbliver dog uomtvisteligt stadig et menneskeliv. Derimod ville et liv uden tale og handling … bogstavelig talt ikke være noget jordisk liv; det ville ikke være et menneskeliv, fordi det ikke blev levet blandt mennesker (Arendt 2023, 191).
Et væv af relationer
Handling er som den eneste af de tre aktiviteter afhængig af talen (Ibid., 193). Ikke nødvendigvis som det udtalte ord men som det udtrykte. “Uden i et eller andet omfang at være ledsaget af tale ville enhver handling miste sit præg af åbenbaring og dermed også sit subjekt” (Ibid., 192).
Som mennesker har vi talens brug, og det er netop gennem talen, at man ifølge Arendt åbenbarer sig og afslører, hvem men er som menneske. Det at man behøver samtalen med andre “for at kunne åbenbares som personer er Arendts primære filosofiske pointe” (Pahuus 2019, 71).
Den handling, som han påbegynder, afslører sig for menneskene gennem ord, og selv om hans handling muligvis lader sig opfatte i sin blotte fysiske tilsynekomst uden at være ledsaget af ord, bliver den først meningsfuld i kraft af det talte ord, igennem hvilket han giver sig til kende som handlende person og meddeler, hvad han gør, gjorde og har tænkt sig at gøre (Arendt 2023, 193).
Mennesket bliver synligt gennem samvær og samtale
Det er i samværet og gennem samtalen, at vi kommer til syne som mennesker. Vi viser overfor hinanden, hvem vi er og ikke bare hvad vi er, og kun ved at være “helt tavse og fuldstændigt passive kan vi forsøge at skjule dette hvem” (Ibid., 194).
Gennem handling og tale kan menneskene vise, hvem de er, og aktivt åbenbare deres unikke personlige identitet og således komme til syne i den menneskelige verden, mens deres fysiske identitet træder frem uden deres egen aktive medvirken, nemlig gennem deres kropslige skikkelse og deres stemmes lyd.
Denne afsløring af “hvem” og ikke “hvad”, man er – de egenskaber, evner, talenter og mangler, som man enten fremviser eller forsøger at skjule – er implicit til stede i alt, hvad man siger og gør (Arendt 2023, 193).
Handlingen “bliver først meningsfuld i kraft af det talte ord” for idet, man meddeler, hvad man “gør, gjorde og har tænkt sig at gøre” viser man sit autentiske selv. Man kan ikke gennem sin vilje vise sit autentiske selv, for man kan ikke “besidde eller råde ikke over dette “hvem” på samme måde, som man kan råde over sine egenskaber”. At være autentisk kan derfor ikke forberedes, eller for at bruge en mere nutidig reference, kodes eller lægges ind i et logisk flow.
“Dette afslørende moment ved tale og handling viser sig overalt, hvor mennesker er sammen med – men hverken for eller imod – det vil sige i det blotte menneskelige samvær” (Arendt 2023, 193).
I ethvert forsøg på at forstille sig, vil “handlingen miste sit særlige præg og blive en præstation på linje med alle andre” og dermed blive meningsløs (Ibid., 194). Det er igennem selve handlingen, når mennesker afslører sig for hinanden, at relationen fra det ene menneske til det andet skabes på et fundament af tillid. I det tillidsfulde rum, vil mennesker turde åbne sig for hinanden, mens omvendt, når tilliden forsvinder, vil mennesket være langt mere varsomt, blive tavs og forstille sig.
Handling og tale forbinder sig med hinanden i det Arendt kalder for “vævet af relationer og dets historier” og sig i det rum, der er mellem mennesker, der deler interesser. Inter esse betyder da netop dette: At være imellem.
Gennem tale og handling træder denne unikke forskellighed frem. Herigennem kan menneskene markere sig fra hinanden i stedet for blot at være forskellige; dette er de måder, hvorpå menneskene fremtræder for hinanden som mennesker og ikke blot som fysiske genstande. Til forskel fra den rent kropslige eksistens beror denne fremtrædelse på initiativ, men et initiativ, som ingen kan afstå fra og stadig være menneske. Dette gælder ikke for nogen anden aktivitet i vita activa (Arendt 2023, 190-191).
Selv om der ikke er eller opstår et håndgribeligt produkt eller en genstand (sådan som det gør sig gældende for arbejde og fremstilling), er det, der sker i dette mellemrum, lige så virkeligt, som det der sker i tingsverden. (Ibid., 197). Der er ikke tale om et fysisk aftryk, men der efterlades et indtryk gennem det sagte ord, der som bekendt ikke kan gøres usagt.
Uden mål og afslutning; handling, er den uendelige historie
Handling kan ikke have et mål eller en afslutning sådan som fremstilling, for vævet af menneskelige relationer “findes overalt, hvor mennesker lever sammen” og af dette væv, vil der hele tiden opstå nye handlinger affødt og udsprunget af tidligere. Menneskets evige diskussionslyst en uundgåelig konsekvens af pluralitet.
Det er på grund af dette altid eksisterende væv af menneskelige relationer, med dets utallige, modstridende viljer og intentioner, at handling næsten aldrig når sit mål; men det er også på grund af dette medium, hvori kun handlingen er virkelig, at den, intenderet eller ej, “skaber” historier med samme naturlighed, som når man gennem produktion fabrikerer håndgribelige ting (Arendt 2023, 198).
Vævet af menneskelige relationer er også det væv, som historien er spundet af. Der kan skabes historier ud fra handling, og hvert menneskeliv har sin egen historie, der først endeligt kan fortælles, når menneskelivet er slut, for så længe et menneske lever, kan handlingen fortsætte i mange retninger.
Men som Arendt også påpeger, at for at kunne huske og gengive historierne, kræves fremstilling: “Det at udrette store gerninger og at sige store ord efterlader ikke noget spor eller produkt, som kan vare længere end det øjeblik, som handlingen eller talen varer” (Ibid., 187).
Først, når den “levende ånd” lever videre i “det døde bogstav”, kan handling gennem fremstillingen gøres mundant og overleveres til senere generationer, som så bringer det døde bogstav til live “når det døde bogstav kommer i berøring med et levende væsen, som er villig til at vække det til live igen” (Ibid., 182). Og således spindes vævet af menneskelige relationer; Arendt har i Menneskets Vilkår vækket Aristoteles tanker til live, og jeg, uden sammenligning i øvrigt, har efter bedste evne vækket Arendt’s tanker til live i mit sind, for så at overføre det til de døde bogstaver, som, når og hvis de læses, igen vækkes til live af den eller dem, der læser med. Dig, f.eks.