Hvorfor synes en forening for præster, at det er deres opgave og en god idé at få udviklet et værktøj, der udpeger deres egen medlemsgruppes arbejde som betydningsløst og som sidestiller menneskelig personlig og Ai-genereret.
I dette indlæg forholder jeg mig kritisk til præsteforeningens Ai-værktøj ‘Prædikehjælperen’: https://praesteforening.dk/praedikenhjaelperenai/. Det gør jeg dels fordi, i den kirkelige handling prædiken det sted, hvor præsten står frem for meningheden, som sig selv, som individ og som mennesket bag. Dels fordi præsteforeningen er med til at gøre denne menneskebårne handling ligegyldig. Sidst men ikke mindst, fordi præsteforeningen i deres vejledning sætter lighedstegn mellem det mennesket kan med det maskinen leverer. Hvis ikke kirken og teologerne forsvarer det unikt menneskelige, hvem skal så?
Prædikehjælperen er en intelligent digital assistent, der kan hjælpe dig med at formulere dine tanker og ideer til dit arbejde. Den er trænet til at være en evangelisk luthersk teolog og er blandt andet oplært i 20 års prædikenvejledninger fra Præsteforeningen, læsningerne for de to tekstrækker og andre tekster relevante for det liturgiske arbejde.
... Du skal opfatte Prædikenhjælperen som en meget intelligent assistent. Det er en hjælper, som du kan bruge til at udføre de opgaver, som du har ønsker. Som med enhver anden hjælper sker det i en samtale, hvor du stiller betingelserne for opgaven og får hjælperen til at udføre dem.
Således står der i indledningen til præsteforeningens vejledning til et AI-værktøj, der skal assistere præster i at skrive deres prædikener til søndagsgudstjenesterne.
Med dette lille greb har de i værste fald nu anvist vejen til, hvordan man kan spare præsterne væk. Ja, i princippet kirken og kirkerummet. Eller i bedste fald peget på at den prædiken, kirkegængerne lytter til, ikke hører til blandt det, der virkelig giver værdi i præstegerningen. Således kan der frigives tid til væsentligere aktiviteter som f.eks. TikTok-videoer, som er det sidste nye blandt præster, der ønsker at nå ud til ungdommen.
Det er tillige bemærkelsesværdigt, at vejledningen ukritisk omtaler den kodede tekstmaskine med menneskelige titler og sprogbrug . Maskinen er en assistent, som udfører de opgaver, den er tildelt gennem en samtale. Som enhver anden hjælper.
Ofte sammenlignes Ai-værktøjer med dengang lommeregnere blev indført i skolen. Mine lommeregnere blev dog hverken kald for hjælpere, assistenter eller at jeg skulle samtale med den om en udregning. Eller at den var udlært i at beregne vinkler, sinuskurver eller summeringer, eller for den sags skyld opfyldte mine ønsker. Men det er altså det, som man forestiller sig at præsten kan - lige få sig en samtale med ChatGPT, Gemini eller Claude om begravelsestaler eller prædiken til pinsedagene.
Ingen tvivl om, at man kan bruge værktøjet til at få skrevet en tale, der lyder rigtig og fornuftig og lige er til at læse op. Faren er naturligvis, at lige om lidt behøver man jo ikke præsten til at læse op. Præstens autoritet, oplevede indlevelse og ja, tro-værdighed i ordets egentlige betydning (vi er jo i kirken) er gået hinsides i samme sekund, hvor menigheden tænker, at præsten jo blot er en talende dukke.
Ai skriver talen, præsten læser fra teleprompten i kirken. Eller hvorfor ikke gå hele vejen og give de efterladte ved en begravelse eller brudeparret mulighed for at vælge den stemme, de bedst kan lide, og deres egen tre- dimensionelle digitale avatar? Sidstnævnte kan f.eks. ved en begravelse bygges på den afdødes sociale medieprofiler. Trosbekendelser og velsignelser kan streames. Degn og præst kan sendes ud på marken til deres geder.
Min pointe er, at der kun er et lille skridt fra at have et meningsfuldt arbejde til et meningsløst. Fra at levere et nødvendigt og anerkendt bidrag til at blive erstattet af et generisk. Alt starter med en beslutning om, hvad man mener virkelig har betydning og for hvem. Måske en Ai-assistent kunne være en løsning for Folketinget? Ida Aukens drøm om en præst gestaltet gennem en Ai-præste-chatbot. Gad vide, hvad Luther ville have sagt?
Kort efter lanceringen kritiserede to teologistuderende i et læserbrev i Jyllandsposten præsteforeningen for denne misforståede håndsrækning, som de vurderer er en nedvurdering af det, man lærer gennem et relativt langt universitetsstudie. For hvorfor tilbringe 5 eller 7 år på et universitet med at læse, forstå og fortolke tekster fra biblen, tænkere og filosoffer, når kirken selv opfordrer til at anvende et program, der finder henvisninger fra biblen, anbefaler nyere tekster fra moderne tid, man lige kan henvise til og ikke mindst disker op med en opdigtet historie?
Se eksempler fra præsteforeningens i kolonnen til højre.
I indledningen til Prædikevejledningen står også (som synes at være skrevet med hjælp fra Ai):
“Hjælperen ved ikke på forhånd, hvad det er, som du ønsker, den skal hjælpe med. Den gætter på det. Og i nogle tilfælde digter den også for at tilfredse, hvad den tror er dit behov. Dialog og samtale er de metoder, der giver de bedste resultater. Hvis du får et forkert svar eller misvisende svar, skal du ikke afholde dig fra at rette på hjælperen og gøre den opmærksom på sin fejl.
Det er ikke så forskelligt, som hvis du havde en menneskelig personlig assistent.”
Her kommer så mine sidste refleksioner og andres kan du finde her.
At give en Ai menneskelige egenskaber og at sidestille en Ai med en menneskelig personlig assistent reducerer mennesket. Vend udsagnet om og der står: En menneskelige personlig assistent er ikke så forskellig fra hjælperen (Ai-værktøjet).
I en dialog er der to ligeværdige parter. En Ai henter sine udsagn alle steder og ingen steder, den har intet ståsted, ingen egen tro. Man kan lige så gerne trække et samtalekort på baggrund af et terningskast.
Min frygt, bekymring og ja, mishag, kommer af, at det udførende menneske, det menneskeligelige bag ordene, bliver reduceret til en tom skal. Præstens ord bliver hule, fordi de ikke er tænkt af hende selv eller kommer af en indre reflektion, der er blot tale om en bekræftelse af noget, der er opstået via en beregning og data. Netop det, at det er mine tanker, mine refleksioner, dét der har manifesteret sig i mit sind, er en mening som al anden mening beror på. Hvad sker der i mig og for mig, når jeg overgiver dette anliggende til den “meget intelligente hjælper”?
